I januar begyndte den britiske arving til tronen, prins George, på Westacre Montessori School, der både huser børnehave og indskolingsforløb, og noget tyder på, at den toårige prins er glad for at suge viden til sig.
I hvert fald afslører skuespillerinden Sophie Winkleman, at den lille prins, der er søn af prins William og hertuginde Kate, kunne tale lang tid før hans legekammerater på samme alder.
Det siger hun til magasinet Hello!, hvor hun beretter om, hvordan hun og hendes datter Maud, var på besøg hos prinsen og hans forældre, da prins George var omkring 20 måneder.
- Han er en meget klog, velartikuleret lille dreng, der talte lang tid før andre på hans alder, fortæller hun til magasinet.
Sophie Winkleman er gift med Lord Frederick Windsor, der er søn af dronning Elizabeth II's fætter, prins Michael, og det er derigennem, at hun kender prins William og hertuginde Kate.
- Vi var inviteret til te på Kensington Palace kort før, prinsesse Charlotte blev født. Maud og George hyggede sig sammen, siger hun.
Prins George fylder tre år den 22. juli.
/ritzau/FOKUS