Lighunde når frem til MH17-område

Det er anden dag i træk, at eksperterne fra Holland og Australien ikke forhindres af kampe i området. (Foto: Foto: Evgeniy Maloletka/AP)

Det er anden dag i træk, at eksperterne fra Holland og Australien ikke forhindres af kampe i området.

78 internationale eksperter fra Holland og Australien er lørdag nået frem til det område i det østlige Ukraine, hvor passagerflyet fra Malaysia Airlines styrtede ned 17. juli.

Det oplyser det russiske nyhedsbureau Itar Tass, der har talt med repræsentanter for OSCE's mission i Ukraine.

Det er anden dag i træk, at eksperterne har held med at komme frem til nedstyrtningsområdet, hvor 298 personer mistede livet i forbindelse med flystyrtet den 17. juli. Men ligene af cirka 80 af passagerne mangler stadig at blive fundet i området.

Eksperterne har derfor medbragt hunde, der er trænet i at finde lig.

Tidligere har kampe mellem Ukraines regeringshær og separatisterne i området forhindret det internationale hold i at nå frem.

/ritzau/