Prins William og hertuginde Kate har nu tre børn at forsørge.
Hertuginden har mandag eftermiddag født en søn, som er nummer fem i den britiske arvefølge.
Drengen kom til verden klokken 11.01 lokal tid, meddeler Kensington Palace, som skriver, at han vejer 3,8 kilogram.
- Både Hendes Kongelige Højhed og barnet har det godt, skriver paladset.
Parret har i forvejen børnene George og Charlotte, som er henholdsvis fire og to år.
Fødslen gik så småt i gang mandag morgen, og Kate blev derpå kørt til St. Mary's Hospital, hvor hun fødte i den private fløj Lindo Wing. Prins William var med til fødslen.
- Dronningen, Hertugen af Edingburgh, prinsen af Wales, hertuginden af Cornwall, prins Harry og medlemmer af begge familier er blevet informeret og glæder sig over nyheden, hedder det i en pressemeddelelse fra Kensington Palace.
Royale briter har været klar længe. De har i dagevis slået lejr foran hospitalet, hvor de håber at få et glimt af den royale baby.
Den nye prins er dronning Elizabeths sjette oldebarn. I arverækkefølgen efter sin bedstefar, sin far og sine to søskende.
I henhold til en lovændring fra 2013 vil drenge ikke længere være foran en ældre søster i arverækkefølgen.
Kensington Palace siger, at navnet på den nye prins vil blive offentliggjort på et senere tidspunkt.
- Jeg sender mine varmeste lykønskninger til hertugen og hertuginden af Cambridge i anledning af fødslen af deres baby, skriver premierminister Theresa May.
Prins William og hertuginde Kate mødtes i 2001 på St. Andrews University i Skotland, hvor de delte en lejlighed med to andre studerende. De blev hurtigt uadskillelige.
De blev gift i april 2011 i Westminster Abbey i London. Deres første søn blev født 22. juli 2013.
Parret bor i dag på Kensington Palace. Sidste år afsluttede prins William sit job som luftambulancepilot for at koncentrere sig fuldt og helt om sine royale pligter. Det skete, efter at det i nogle medier havde været antydet, at han var "arbejdssky".
Prinsen har tilkendegivet, at han er fast besluttet på at være tæt på sine børn i deres opdragelse, ligesom han vil beskytte deres privatliv.
Det er et tema, der ligger ham meget på sinde, efter at han mistede sin mor, prinsesse Diana, i 1997. Hun blev dræbt ved en bilulykke i Paris på flugt fra allestedsnærværende paparazzofotografer.
/ritzau/Reuters