Ritzau
Opdateret kl. 14:47
En helikopter blev sendt i luften, og også flere skibe blev sat ind i en redningsaktion ved Sydfyn torsdag ved middagstid.
Årsagen var, at der ved Falsled ved Fåborg var blevet fundet en drivende tom jolle. I jollen var der tøj og en mobiltelefon, oplyser Fyns Politi.
Det var cirka klokken 11.40, at politiet fik beskeden om jollen, oplyser vagtchefen.
Men efter godt halvanden times tid kunne politiet afblæse alarmen. Føreren af båden var blevet fundet i god behold på land, oplyser TV 2 Fyn.
/ritzau/