Opdateret kl. 14:35
Nordsjællands Politi har fundet liget af en efterlyst 52-årig mand fra Birkerød.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse mandag eftermiddag.
En 49-årig mand blev forleden sigtet for at have dræbt manden.
Det var søndag aften, at politiet fandt liget på en ejendom i Helsinge i forbindelse med efterforskningen af den forsvundne Lars Halvor Hermansen.
Politiet formoder, at liget er identisk med Lars Halvor Hermansen, blandt andet fordi der er fundet flere unikke genstande på liget, som umiddelbart kan kædes sammen med den savnede.
Liget skal tirsdag obduceres. Obduktionen skal endeligt fastslå identiteten samt finde dødsårsagen.
- Det er et stort gennembrud i sagen, at vi med stor sandsynlighed har fundet den savnede, fortæller politikommissær Henrik Gunst.
- Vi efterforsker nu videre for at få fastlagt det præcise hændelsesforløb, tilføjer han.
Lars Halvor Hermansen blev sidst set om aftenen den 18. september. I begyndelsen frygtede politiet, at han havde været ude for en ulykke.
Men som tiden skred frem, ændrede politiets teori sig.
Den 16. oktober lød meldingen fra politiet, at oplysninger om mandens færden gjorde, at man nu frygtede, at han havde været udsat for "en alvorlig forbrydelse."
Få dage senere skred politiet til anholdelse af den 49-årige mand, som senere blev varetægtsfængslet.
Foruden drabssigtelsen er den 49-årige også mistænkt for besiddelse af narkotika med henblik på overdragelse til et større antal personer.
/ritzau/