Lig fra styrtet AirAsia-fly bar redningsvest
Indonesiske soldater viser en kuffert og andre genstande frem, som er blevet samlet op fra Javahavet efter AirAsia-flystyrtet. Foto: Dewi Nurcahyani/AP
Flyvraget er lokaliseret liggende på bunden af Javahavet, og flere lig er onsdag bjærget.

Et lig, som onsdag er bjærget fra et nedstyrtet AirAsia-fly i Javahavet, bar redningsvest, oplyser en medarbejder ved den indonesiske redningstjeneste.

- Her til morgen har vi bjærget fire lig, og et af dem bar redningsvest, siger Tatang Zaenudin ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den indonesiske flåde meldte tirsdag, at 40 personer var bjærget, men chefen for den indonesiske redningstjeneste Fransiskus Bambang Soelistyo sagde siden, at der kun var tale om tre fundne lig.

Det forlyder onsdag, at man har bjærget syv lig.

Redningsarbejdere mener, at de har lokaliseret flyet på havbunden ud for Borneo. Det ligger på mellem 30 og 50 meters vand.

Sonarbilleder viser ifølge Indonesiens eftersøgnings- og redningstjeneste, at vraget ligger på forholdsvist lavt vand.

Både skibe og fly har været sat ind i eftersøgningen over Javahavet, hvor passagerflyet QZ8501 forsvandt søndag i dårligt vejr på vej fra den indonesiske by Surabaya til Singapore.

/ritzau/Reuters