Inspiration er godt, men ind imellem bliver det tættere på en kopiering, og det er måske tilfældet med den amerikansk inspirerede fastfood-restaurant KFC Halal, der netop har åbnet i Irans hovedstad Teheran.
Den har også nået at lukke igen. Efter kun 24 timer, skriver TV2.dk.
Det sker, selvom stedet på første åbningsdag tiltrak hundredevis af kunder, men det var ikke nok til at holde den kørende.
Nej til Amerika
Den fine nye restaurant ligner nemlig til forveksling den amerikanske kæde Kentucky Fried Chicken.
Den har bare intet med dem at gøre, erklærer stedet manager, Abbas Pazuki:
- Vi er et brand kendt som 'KFC Halal', der kommer fra Tyrkiet. Det er ejet af muslimer, og dets målgruppe er de muslimske lande.
På trods af den melding har det lokale politi valgt at lukke stedet ned, og stedet manager siger, det er fordi, politiet er utilfredse med de amerikanske signaler, som de mener, stedet sender.
Men det er ifølge politiet ikke grunden. De siger, det er fordi KFC Halal mangler de nødvendige tilladelser, skriver nyhedssiden Foreign Policy.
Uanset hvilken grund der er skyld i den hurtige lukning, ville manageren nok rende ind i problemer alligevel. Det er nemlig kommet Kentucky Fried Chicken for øre, at en kæde meget lig dem er åbnet, og den er kyllinge-giganten ikke med på. Kæden har derfor tænkt sig at gået videre med sagen.
- Vi er chokerede over at høre om et ulovligt salgssted i Teheran. Vi er i kontakt med de lokale myndigheder og eksterne bureauer, og vi vil føre sager mod enhver, der påstår at have ret til at åbne en KFC, siger Laurie Schalow, talsmand for Kentucky Fried Chicken.