Blandt flere af landets liberale er der ingen tvivl om, at gårsdagens højesteretsdom mod Fighters + Lovers var helt igennem fair.
"Jeg er glad for dommen. Det er en fortjent dom, hvor nogle mennesker bliver dømt for at støtte noget, som jeg betegner som rendyrket ondskab, nemlig det at dræbe uskyldige mennesker i en outreret politisk kamp," siger Ole Birk Olesen, redaktør for netavisen 180grader.dk, til Newspaq.
Syv personer fra T-shirtfirmaet Fighters + Lovers var i retten første gang i 2007, fordi de har støttet terrororganisationerne Farc og PFLP i Colombia og Palæstina økonomisk. De blev i første omgang frikendt ved byretten, men landsretten dømte efterfølgende seks af de syv skyldige i at have overtrådt Terrorloven i 2008.
Det er dén dom, som højesteret stadfæstede onsdag, og som også vækker begejstring i den liberale tænketank Cepos.
"Det er helt på sin plads, at folkene bag Fighters + Lovers bliver dømt i sagen. De har med fuldt overlæg givet støtte til organisationer, som begår systematiske drab på civile," siger tænketankens chefjurist, Jacob Mchangama, til Newspaq.
Efter domsafsigelsen kom Enhedslisten på banen og problematiserede dommen, fordi den ifølge partiets Line Barfod viser, at terrorloven medfører en "kriminalisering af solidaritetsarbejde med bevægelser, der kæmper mod undertrykkelse".
Dén kritik køber Ole Birk Olesen dog ikke.
"De kan stikke deres solidaritetsarbejde skråt op. Det er ikke solidaritetsarbejde at støtte folk, der slår mennesker ihjel. Der er tale om venstrefløjsromantik. Man kan sætte spørgsmålstegn ved terrorlovgivningen, ja, men hér er et eksempel på, at den rammer nogen, der har fortjent det," siger han.
Ikke overraskende er en af de dømte i sagen, Ulrik Kohl, utilfreds med dommen.
"Det er en fuldstændigt forrykt dom. Vi har ikke gjort noget forkert. Vi har peget på, at Terrorloven undergraver nogle af vores politiske frihedsrettigheder, og det vil vi simpelthen ikke være med til," sagde han efter domsafsigelsen.
Han kan dog glæde sig over, at ingen af de dømte skal i fængsel. De fik betingede domme på mellem 60 dage og seks måneder.
T-shirt-firmaet nåede at samle omkring 25.000 kroner ind i 2006, inden de blev konfiskeret af politiet.