Da en bilbombe fredag gjorde en ende på Wissam al-Hassans liv, så kom det næppe uventet for den libanesiske efterretningschef.
Den 47-årige general "vidste, at han var et mål", fortæller en libanesisk politiker.
Han havde sendt sin kone og sine børn til Paris, fordi han frygtede det værste.
Hassan stod den tidligere premierminister Rafik al-Hariri nær. Hariri blev dræbt i Beirut i 2005, da en bombe med et ton sprængstof ramte hans bilkortege.
Sunnimuslimen, der stod for efterforskningen af attentatet, var overbevist om, at præsident Bashar al-Assads syriske regime stod bag, og at de fik støtte fra pro-syriske grupper i Libanon.
Som politiets efterretningschef var Hassan stærkt medvirkende til at opløse islamistiske netværk og afskære israelske spionage-operationer i Libanon.
Mens hans største gevinst kom den 9. august, da efterretningstjenesten bidrog til anholdelsen af den tidligere libanesiske informationsminister Michel Samaha.
Samaha var under mistanke for sammen med den syriske efterretningschef, Ali Mamlou, at planlægge voldelige aktioner i det nordlige Libanon.
Hassan havde allerede Syrien under mistanke, da Hariri blev dræbt, og det blev forstærket af en række drab på kendte libanesere de følgende tre år.
Efterretningstjenesten var dybt involveret i jagten på de skyldige.
- De gik efter general Hassan, fordi han anholdt Michel Samaha, og han var en sikkerhedsofficer, der ikke frygtede noget, lyder bedømmelsen fra oppositionspolitikeren Samir Geagea.
Syrien har i øvrigt skyndsomt fordømt drabet på Hassan.
Han blev efterretningschef efter drabet på Hariri i 2005. En efterretningsofficer beskriver ham som en "mand med et svært job", der levede i skyggen.
Da han døde fredag i Beirut, kørte han i en bil uden registreringsmærker. Han var ikke ledsaget af af en bilkortege. Noget, som gerningsmændene må have vidst.
For de dræbte ham med en bombe, der var placeret i en bil i en lille sidegade, som de vidste, han ville passere.
Mordet på hans mentor, Hariri, for syv år siden vakte stor international opsigt og tvang senere Syrien til at løsne sit greb om Libanon.
Titusinder af syriske soldater, der havde været stationeret i Libanon siden 1980'erne, blev af det internationale samfund tvunget til at forlade lande.
/ritzau/AFP