Den britiske premierminister, David Cameron, kæmper i denne tid med at finde et kompromis mellem de politikere, der kræver en strammere regulering af pressen, og de kolleger og vrede avisbaroner, der frygter, at pressefriheden er på spil.
Diskussionen er opstået i kølvandet på skandalerne omkring Rupert Murdochs lukkede avis News of The World.
Skandalerne førte til, at Cameron sidste år iværksatte en undersøgelse af britisk presseetik, som dommer lord Brian Leveson skulle stå for.
Det mundede i november ud i en 1987 sider lang rapport, hvori Leveson efterlyste en ny lovgivning for at understøtte et nyt regulerende organ i medieverdenen.
Den konklusion har gjort, at dommeren er blevet lagt for had hos mange medier, og David Cameron har også afvist forslaget.
Torsdag fortalte Leveson - i sin første store offentlige optræden siden udgivelsen af rapporten - til det britiske parlaments mediekomité, at det ømtålelige punkt om medieregulering var op til politikerne at håndtere.
Han udtrykte samtidig sin bekymring over, at hans konklusion var blevet kastebold mellem to politiske parter.
- Jeg er bestemt meget frustreret over tolkninger af min rapport, der ikke er sande. Men det vil være forkert af mig at kommentere noget, der nu er blevet et omstridt politisk emne, siger han ifølge Reuters.
Der står meget på spil for David Cameron, der bliver beskyldt for at være for gode venner med flere mediechefer.
Men Camerons parti, De Konservative, er bagud i meningsmålingerne forud for den kommende valg i 2015, og støtten fra medierne vil kunne øge hans chancer for genvalg.
Cameron har også nydt mere favorabel mediedækning, siden han afviste ved lovgivning at indføre regulering.
/ritzau/