Der var som sådan ikke noget opsigtsvækkende over Karim Bellarabis fuldtræffer i Bayer Leverkusens 3-1-sejr over Augsburg i fredagens bundesligaopgør.
Med en sikker inderside kunne han ekspedere bolden i mål til 1-0 som afslutning på et kontraangreb midt inde i første halvleg.
Målet vil dog alligevel gå over i historiebøgerne. Det var nemlig mål nummer 50.000 i den tyske Bundesliga.
Timo Konietzka scorede det første mål i Bundesligaen, da han bragte Borussia Dortmund foran i kampen mod Werder Bremen i 1963. Målet var dog ikke nok til at sikre en sejr, da Dortmund endte med at tabe kampen 2-3.
Tidligere milepæle er blandt andet nået af Günter Netzer, som scorede bundesligamål nummer 5000 for Borussia Mönchengladbach mod Köln i 1969.
Frank Mill scorede mål nummer 25.000, da han spillede for Dortmund i kampen mod Mannheim i 1988.
Det er ikke første gang, at en Leverkusen-spiller skriver sig ind i historien. Stefan Beinlich stod således bag mål nummer 35.000 mod Duisburg i februar 2000.
I fredagens kamp tog Leverkusens anden angriber Javier Hernández hovedrollen efter Bellarabis historiske åbningsmål. Han scorede således til 2-0 kort før pausefløjtet.
Den tidligere Manchester United-angriber gjorde det også til 3-1 i det 65. minut.
Hernandez, der er kendt under kælenavnet Chicharito, har fundet storformen efter en lang måltørke i den tyske klub. Han har således scoret fem mål i de seneste fem kampe.
/ritzau/NTB
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.