Kendis-bloggeren Mascha Vang er lettet og lykkelig, efter direktør for firmaet Holly's, Lars Bøje Pedersen, har droppet at stævne hende.
Det skriver Ekstra Bladet.
Lars Bøje Pedersen, hvis firma laver børnetøj og børneprodukter, havde ifølge Mascha Vang stævnet hende for brugen af hendes varemærke "Hollie Nolia," som også er navnet på Masha Vangs datter.
Kendisbloggeren har opbygget varemærket over tre år, hvor hun har solgt børnetilbehør og børnetøj i sin datters navn.
Holly's direktør forklarer i en mail til Ekstra Bladet, hvorfor firmaet har valgt at trække stævningen tilbage:
"Holly’s er et lille firma, hvis værdi er vores navn, hvorfor vi lige som andre firmaer får overvåget vores mærke for potentielle krænkelser. Vi ønsker ikke at genere nogen, og gør kun hvad vi mener er nødvendigt og rimeligt for at beskytte vores brand. I dette tilfælde har vi valgt at trække sagen tilbage, da det er myren mod elefanten," skriver han.
Det glæder Mascha Vang, som fredag bragte nyheden om stævningen på sin egen hjemmeside og senere ifølge Ekstra Bladet uddybede:
- Hvordan et firma som Holly's kan finde på, at de vil forbyde mig at bruge Hollie Nolias navn, dels som hjemmeside, dels som produktnavn, fatter jeg ikke. Og hvorfor kommer det først nu, hvor der er kommet gang i det hele? Mon det bare er et forsøg på at malke mit firma?