Efter halvandet år med støjgener fra naboen Lagkagehuset kom der mandag aften en løsning på Lene Scheldts problem.
Hun har, siden Lagkagehuset flyttede ind i naboejendommen på Nørrevænget i Silkeborg, været generet af støj fra klokken halv fem om morgenen.
Her begynder lastbiler at ankomme, og store metalbure og kageplader ramler mod hinanden, og metalhjul runger, når de køres mellem bageriet og lastbilerne, har Lene Scheldt fortalt til DR Østjylland.
Men mandag aften har kommunens Plan, Miljø og Klimaudvalg behandlet sagen, som nu er faldet ud til Lene Scheldts fordel.
"De vejledende støjgrænser skal overholdes", står der ifølge BT i beslutningen fra mødet.
Den afgørelse er Lene Scheldt meget tilfreds med:
- Jeg har vundet. Det er fantastisk. Jeg er helt høj. Jeg er blevet hørt, og jeg har en fornemmelse af, at det er godt, at jeg har kæmpet min sag, siger hun til BT.
Lene Scheldt klagede allerede for halvandet år siden til kommunen, men her blev det vurderet, at det ikke var teknisk eller økonomisk muligt for Lagkagehuset at dæmpe støjen, så de vejledende grænseværdier kan blive overholdt. I stedet ville man hæve grænseværdierne.
Mandag aften kom den modsatte melding. Af afgørelsen fremgår det, at støjniveauet på Lene Scheldts adresse skal nedbringes fra en støjgrænse på 52 decibel til 50 decibel.
Lene Scheldt har i de halvandet år, der er gået, forsøgt at få sin fulde nattesøvn, og har blandt andet prøvet at sove med ørepropper.
- Det har været et støjhelvede at leve i. Det er som at bo midt i en kagefabrik. Det er en frygtelig stressfaktor at leve i, og man bliver skør til sidst, siger Lene Scheldt til BT.
Mandag sagde administrerende direktør John Tønnes fra Lagkagehuset, at man var villig til at bygge en fire meter høj støjmur ind mod Lene Scheldts hus.
- Det er desværre det, der er nødvendigt. Muren kan tage så meget støj, at vi stort set kommer til at overholde støjgrænsen. Umiddelbart bliver den ikke smuk, men der kan komme bevoksning på den, sagde han til DR Østjylland.