Bølgerne gik til tider højt, da professor Christine Blasey Ford og den højesteretsnominerede Brett Kavanaugh torsdag begge deltog i en maratonhøring i Senatets retsudvalg i USA.
Begge var tydeligt berørte under høringen, der blev holdt, efter at Ford har anklaget Kavanaugh for et seksuelt overgreb i 1980'erne.
Og selv om det er svært at blive helt klog på, hvad der er op og ned i selve sagen, så kan høringen godt få konsekvenser for Kavanaugh.
Det vurderer Mette Nøhr Claushøj, der er lektor i amerikansk politik.
- Professor Christine Fords vidneudsagn var så troværdigt og stærkt, at det næsten er umuligt at forestille sig, at der ikke er nogen republikanske senatorer, der er kommet i tvivl om, hvorvidt de kan støtte Kavanaugh.
- Jeg vil tro, at der er en eller to, der frafalder sin støtte til Kavanaugh, lyder det fra Mette Nøhr Claushøj.
Retsudvalget stemmer fredag morgen lokal tid om nomineringen af Kavanaugh. Hvis han får opbakning i udvalget, skal han efterfølgende godkendes af det fulde senat.
Under torsdagens høring bed Mette Nøhr Claushøj mærke i Fords forklaring om, at hun allerede tidligt forsøgte at bremse Kavanaughs nominering.
- Hun nævnte, at hun kontaktede sit lokale kongresmedlems kontor, inden Kavanaugh blev nomineret. Hun vidste, at han var på listen over personer, som de overvejede at nominere, og så ville hun advare imod ham.
- Det styrker hendes sag, for det betyder, at hun ikke havde noget ønske om at slagte ham offentligt, siger Mette Nøhr Claushøj.
Hun minder samtidig om, at høringen på ingen måde kan sammenlignes med en retssag, hvor der kræves en vis bevisbyrde.
- Her er der tale om, at man skal udnævne en person til noget af det fineste og mest fornemme i USA.
- Så på den måde vil nogle måske lade tvivlen komme offeret til gode, i den forstand at man ikke vil risikere at vælge sådan en mand som højesteretsdommer, vurderer Mette Nøhr Claushøj.
Og uanset udfaldet af Kavanaughs fremtid så vil hele sagen omkring den 53-årige dommerkandidat få betydning for Det Republikanske Parti.
- Det her vil på mange måder smadre mange flere kvinders opfattelse af Republikanerne. Partiet mister så mange kvindelige stemmer i øjeblikket, og det her bliver det ikke bedre af, siger lektor Mette Nøhr Claushøj.
/ritzau/