Lektor: Hverken USA eller Nordkorea ville give sig

Trods et aflyst topmøde mellem Nordkorea og USA, vil der fortsat være dialog på lavere niveau, mener ekspert.

Præsident Donald Trumps aflysning af et planlagt topmøde om små tre uger med Nordkorea skyldes, at landene nu var nået til de store knaster i forhandlingerne.

Det mener Liselotte Odgaard, ekspert i asiatisk sikkerhedspolitik og Kina ved Forsvarsakademiet.

- Kina og Nordkorea har formentlig tydeliggjort over for USA, at man kan få starten på en proces, men ikke reelle sikkerhedspolitiske indrømmelser. Der havde USA håbet på at få mere, siger hun.

De nordkoreanske indrømmelser indtil nu har hovedsageligt været symbolske, mener lektoren.

Indrømmelserne tæller tre amerikanske fanger, som i starten af maj blev frigivet, og demonteringen af et atomanlæg, der ifølge lektoren var af tvivlsom værdi, tidligere torsdag.

- Der har jo aldrig - realistisk set - været tale om, at Nordkorea ville opgive sine atomvåben lige nu. Dertil er USA's sikkerhedsgarantier alt for lidt værd.

Odgaard mener, at USA's troværdighed i forhold til internationale aftaler er blevet svækket, blandt andet efter at Trump trak USA ud af atomaftalen med Iran.

- USA har aflyst internationale aftaler, uden at modparten har gjort noget galt, og det gør man normalt aldrig i international politik, siger hun.

Derudover har forholdet mellem Kina og USA været under forværring det seneste stykke tid. Det har ikke øget lysten til forhandlinger hos Nordkoreas nærmeste allierede, mener Odgaard.

For godt en uge siden gjorde den nordkoreanske viceudenrigsminister, Kim Kye-gwan, det klart, at man også havde brug for at se indrømmelser fra amerikansk side.

- Hvis USA forsøger at presse os til ensidigt at afhænde vores atomarsenal, så vil vi ikke længere være interesseret i en sådan dialog og må genoverveje, om vi skal gå videre med et topmøde, lød det.

Aflysningen skriver sig ind en udvikling mod det værre på den koreanske halvø over de seneste uger, mener Liselotte Odgaard.

Men det betyder ikke nødvendigvis, at det er helt slut med at forhandle.

- Jeg vil tro, at man fortsætter en dialog på lavere niveauer, selv om det ikke ser godt ud at aflyse et topmøde på det her niveau, siger hun.

/ritzau/