Den mangeårige talsmand for Smukfest i Skanderborg, Poul Martin Bonde, er død. Han blev 62 år, oplyser tidligere formand for Smukfest Claus Visbye i et opslag på Facebook.
Poul Martin Bonde var kræftsyg i flere år, skriver TV2 Østjylland.
"Poul Martin var min kollega, min mentor, min læremester, min ven", skriver Claus Visbye i opslaget.
Han beskriver Poul Martin Bonde som en intelligent mand med stor humor og en god hukommelse.
"Poul Martin har haft en kæmpe indflydelse på dansk musikbranche og hans erfaring, tyngde og vid vil være en mangel", lyder det.
Claus Visbye skriver, at han vil glædes over, hvor meget godt Poul Martin Bonde har gjort, og hvor mange mennesker han har berørt.
Poul Martin Bonde blev i 1984 cand. phil. i æstetisk kulturarbejde fra Aarhus Universitet. I midten af 80’erne var han blandt andet sanger i punkgruppen Pigtråd og rockbandet Glashus.
I 90’erne var han en del af DR-programmet "To Fag Frem". Siden var han også dommer i det første musiktalentshow i dansk tv "Popstars".
I 90'erne etablerede Poul Martin Bonde også sit eget pladeselskab, Start, der blandt andet udgav rockgruppen Kashmirs debutplade. Start blev siden en del af pladeselskabskoncernen Sony Music.
Som repertoirechef for Sony Music var en hans største succeser Poul Krebs' album "Små sensationer", der blev et kæmpe hit og gjorde "Sådan nogen som os" til en evergreen.
I 2019 modtog Poul Martin Bonde "Tak Rock"-prisen ved Gaffa-Prisen for sit mangeårige virke inden for musik.