Ledige valfarter til jysk by: Skal bruge 400 nye folk

Arkivfoto fra boreplatform. (Foto: Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix)

Jobmuligheder i Nordsøen er årsag til, at ledige fra hele landet i disse dage har blikket rettet mod Esbjerg.

Ledige fra hele landet har i disse dage deres opmærksomhed rettet mod Esbjerg. Et informationsmøde om offshore-job på Nordsøen er årsag til, at havnebyen i løbet af ugen har haft besøg af hundredvis af ledige.

Tre lokale firmaer skal i den kommende tid bruge 300-400 nye ansigtet til at klare opgaver i Nordsøen, og på AMU-Vest i Esbjerg var der mulighed for at høre om disse nye jobmuligheder. Det skriver JydskeVestkysten.

Arrangementet foregik i samarbejde med Jobcenter Esbjerg og virksomhederne Muehlhan, Semco Maritime og ALL NRG. De tre virksomheder er nu på jagt efter stilladsarbejdere, smede og svejsere, der har lyst til at arbejde ude i Nordsøen.

- Vi ønskede at sprede budskabet ud i hele landet, fordi det ikke betyder noget, om du bor i Esbjerg, Kolding eller Thisted, hvis du arbejder offshore, og folk kom virkelig fra det meste af Danmark, udtaler Sonja Jensen, uddannelseskonsulent hos AMU-Vest, i en pressemeddelelse.

Hun forklarer, at deltagerne i arrangementet kom fra Esbjerg-området og de sønderjyske byer Haderslev og Aabenraa.

- Derudover havde 3F sendt invitationen til a-kasser i hele landet, siger hun.

En del af arrangementet bestod af såkaldt 'speed-dating' - en uformel snak mellem de ledige og de tre virksomheder. Sonja Jensen oplyser, at næste skridt i processen med at få de ledige stiller besat er individuelle samtaler hos de potentielle arbejdsgivere.