Pinligt. Skuffende. En katastrofe.
Kritikken har haglet ned over Alternativets nyvalgte medlemmer af Borgerrepræsentationen i København, fra det øjeblik det kom frem, at partiet satser på posten som kultur- og fritidsborgmester.
Spidskandidat og kommende borgmester, Niko Grünfeld, kommenterer nu kritikken og fastholder, at partiet har sat sig på 'en tung politisk post'.
- Vi ønskede som udgangspunkt selvfølgelig overborgmesterposten, og så er vi landet her på kulturborgmesterposten, siger Niko Grünfeld til dr.dk og uddyber:
- Det er enormt betydningsfuldt for sammenhængskraften i København, og det giver også en enorm god platform til at lave politik på mange forskellige områder i samarbejde med de forskellige forvaltninger, siger Niko Grünfeld.
Kritikken af beslutningen har blandt andet handlet om, at Alternativet i valgkampen var på banen med markante initiativer og forslag, som blev tolket sådan, at partiet ville satse på posten som beskæftigelsesborgmester. I steder er vejen nu banet for, at Venstre kan sætte sig på posten.
Selv har Niko Grünfeld også været fremme med kritik af Københavns kommunes hidtidige forvaltning af beskæftigelsespolitikken. Han forstår til dels den aktuelle kritik, men forsvarer samtidig valget.
- Grunden til, at vi har valgt kultur, er en del af vores strategi og de muligheder, vi nu engang havde på den her berømte konstitueringsnat. Det er for os et forsøg på at sige, at vi kan skabe og lave politik på mange forskellige områder, siger den kommende borgmester.
Avisen.dk har kontaktet samtlige seks medlemmer af den nyvalgte gruppe for at spørge, om den verserende kritik gør indtryk. Bortset fra Badar Shah, der henviser til Niko Grünfeld, er det ikke lykkedes at få de nyvalgte i tale.
Og dermed heller ikke Maja Krog, der dagen efter valget lagde en afstemning på Alternativet Københavns Facebook-side, hvor hun bad brugerne svare på, hvilken borgmesterpost, partiet skulle gå efter.
- Der er mange rygter om borgmesterposter lige nu, og det er fantastisk at mærke jeres engagement i, hvordan vi fordeler vores poster på rådhuset, skrev hun og tilføjede over for brugerne, at folkevalgte 'selvfølgelig' skal lytte til 'jeres stemmer'.
- Så hvad synes I? Hvilken borgmesterpost mener du, vi skal vælge, spurgte Maja Krog.
Godt 65 procent af de 759 afgivne stemmer gik til posten som beskæftigelses- og integrationsborgmester.
Venstres spidskandidat, Cecilia Lonning-Skovgaard, sagde fredag til Ritzau, at det vil være 'en drømmepost' at blive beskæftigelsesborgmester.
- Vi er parat til at tage ansvar, hvis de andre partier ikke er, erklærede hun.
Den officielle konstituering finder sted 7. december på Københavns Rådhus.