Leder efter svar på mystisk dødsfald

Krimi
Politiet har talt med hundredevis af mennesker, men har stadig ikke fundet årsagen til mystisk dødsfald (Foto: Ritzau Scanpix)

Kvinde boede i familiens sommerhus efter skilsmisse, indtil hun blev fundet død. Måske blev hun dræbt.

Hvordan og hvorfor en fraskilt mor fra Thyregod døde i begyndelsen af december, ved politiet endnu ikke. Derfor bliver der efterforsket på livet løs.

Sydøstjyllands Politi har indtil nu skrevet flere end 600 rapporter i sagen om fundet af den afdøde Iben Salling Syrik. Hun blev 38 år.

- De fleste af dem er afhøringsrapporter, hvor vi har skrevet ned, hvad folk har fortalt os, fortæller efterforskningsleder Carsten Thostrup.

- Det er et stort antal rapporter på det her stadie i efterforskningen, fortæller han.

Iben Salling Syrik blev 9. december fundet død i et sommerhus i sommerhusområdet Skovbrynet i Vesterlund, der ligger nær Thyregod i Midtjylland.

Hendes lig er blevet obduceret. Men retsmedicinerne har umiddelbart ikke kunnet forklare årsagen til hendes død. Politiet behandler sagen som et mistænkeligt dødsfald, altså et muligt drab.

I håbet om at få et gennembrud i sagen beder politiet nu borgerne om hjælp. Navnlig er efterforskerne interesseret i oplysninger om, hvad Iben Salling Syrik har lavet den 7. og 8. december.

Både oplysninger fra personer, som kender kvinden, som har talt med hende, eller som har været i kontakt med hende via for eksempel sociale medier har politiets interesse.

Politiet oplyser, at Iben Salling Syrik har beskæftiget sig meget med heste, og muligvis kan man have været i kontakt med hende ad den vej.

Ifølge Det Centrale Virksomhedsregister havde Iben Salling Syrik indtil i foråret en enkeltmandsvirksomhed, Syrik Horses, som handlede med heste. Virksomheden havde en forholdsvis beskeden omsætning.

Oplysninger i virksomhedsregistret viser, at Iben Salling Syrik på tidspunktet for aflæggelsen af regnskabet, i maj 2018, boede i Korning ved Horsens.

I tiden efter er hun flyttet fra Korning på grund af skilsmisse, og hun har boet i familiens sommerhus i Vesterlund, hvor hun blev fundet død.

Sommerhuset ligger få kilometer fra den gård i Thyregodlund, hvor hendes mor og stedfar bor.

/ritzau/