Både Napoli og Lazio kunne brug en sejr i Serie A, men opgøret i Napoli endte uden vinder.
1-1 blev resultatet, da Lazio udlignede få minutter efter, at Napoli var kommet i front i anden halvleg.
Resultatet betyder, at Lazio nåede op på 22 point på fjerdepladsen, mens Napoli følger efter på femtepladsen med et point færre.
Juventus topper med 27 point foran AS Roma med 23 point, mens AC Milan på tredjepladsen har 22 point. Milans målscore er dog bedre end Lazios.
De tre øverst placerede mandskaber skal alle i kamp søndag.
Første halvleg var tempofyldt i lørdagens opgør, men den endte uden scoringer.
De manglende mål ledte tankerne tilbage til det tilsvarende opgør i sæsonen forinden, da Napoli hjemme besejrede Lazio 5-0.
Dengang var det med to scoringer af Gonzalo Higuain, der er fortid i Napoli, hvilket klubben fik at føle i seneste runde, hvor Higuain sikrede Juventus en 2-1-sejr over netop Napoli.
Ciro Immobile var to gange tæt på at score for Lazio i anden halvlegs indledning, mens Lazio-keeper Federico Marchetti måtte anstrenge sig for at redde et Napoli-forsøg.
I kampens 52. minut kom der så forløsning for hjemmeholdets fans.
Fuldt fortjent blev det 1-0 ved Marek Hamsík, der snød et par mand og sled sig igennem forsvaret og sparkede bolden i mål.
Lazio slog dog hurtigt tilbage og gjorde Napolis begejstrede fans tavse.
Rumænske Vlad Chiriches bakkede i eget felt to minutter senere, og Lazios Balde Keita trykkede af.
Da Napoli-keeper Pepe Reina fejlede, så havde gæsterne lynudlignet til 1-1.
Der blev ikke scoret mere, og de to hold måtte nøjes med et enkelt point.
/ritzau/