Det er endnu kun på rygteplan, men ifølge den spanske sportsavis Marca, har sportsdirektøren i spanske Real Madrid i går ringet til Michael Laudrups agent, Bayram Tutumlu, for at forhøre sig om danskerens planer fremover.
Mens nogle medier vurderer det som et tegn på, at Laudrup er topkandidat som kommende Real-træner, er andre mere lunkne.
Nogle mener blot, det handler om, at Laudrup skal være stand by, og at Real Madrids sportsdirektør angiveligt har kontaktet flere andre mulige kandidater.
Real Madrid-redaktør på Marca, José Felix Dias, er dog ikke i tvivl om, at Laudrup er et rigtig godt bud.
"Han har den helt rigtige profil til jobbet. Han er populær blandt fansene, han er et forbillede for mange af spillerne, han har den rigtige offensive fodboldfilosofi, han er billigere i løn end mange af de andre store navne, og så har han en fortid i klubben," siger han.
Michael Laudrup har, siden han i april blev fyret som træner for russiske Spartak Moskva, også været nævnt på bud som træner af Atletico Madrid.