Det er en yderst tilfreds Michael Laudrup, der gør status efter Swanseas samlede 2-0-gevinst over Chelsea i semifinalerne af den engelske Liga Cup-turnering, Capital One Cup.
- Vi har lige vundet over de regerende Champions League-vindere over to kampe, uden at indkassere et eneste mål. Jeg mener, at det er helt fantastisk, siger Michael Laudrup til Sky Sports.
Swansea spillede onsdag aften 0-0 hjemme mod Chelsea i den anden semifinalekamp, og det var nok på grund af 2-0-sejren i den første kamp i London.
Dermed er Swansea for første gang i klubbens historie klar til en finale i en af de engelske pokalturneringer. Finalen bliver spillet den 24. februar på Wembley Stadium i London.
Her er Swansea storfavorit, fordi modstanderen bliver sensationsholdet Bradford.
Klubben fra den fjerdebedste række sendte Aston Villa ud med samlet 4-3 i semifinalerne.
- Vi kan sige, at det er en finale mellem det lille eventyr og det meget store eventyr. Hvis vores plads i finalen er et lille eventyr, hvad skal man så sige om Bradford? spørger Michael Laudrup.
Kampens dramatiske højdepunkt i Swansea indtraf cirka 10 minutter før tid, da Chelseas Eden Hazard fik direkte rødt kort for at sparke til en liggende bolddreng, der var væltet og lå oven på bolden.
Den danske manager afviser, at bolddrengen var instrueret i at holde på bolden for at trække tiden.
- Nej, nej. Jeg tror, at han blev skubbet og lå oven på bolden. Jeg kan forstå frustrationerne, når man er bagud, siger danskeren.
Michael Laudrup tror, at den overtændte Eden Hazard vil ærgre sig over sin udåd.
- Jeg så det fra bænken. Jeg har siden set episoden efter kampen. Hazard er en stor spiller. Når han ser billederne, tror jeg, at han vil fortryde det, siger Michael Laudrup.
/ritzau/