Michael Laudrup havde sandsynligvis håbet på en sejr, da Swansea søndag gæstede Southampton i Premier League.
Men den danske manager måtte rejse hjem fra udekampen med en slem skuffelse, da værterne slog Swansea med 2-0.
De walisiske gæster gjorde det i lange perioder fint mod Southampton, der har været en af Premier Leagues største overraskelser i starten af sæsonen.
Laudrups mandskab havde masser af boldbesiddelse og spillede sig også frem til flere chancer, men forsvarsspillet lod meget tilbage af ønske.
Efter 20 minutter fik Chico Flores ikke banket bolden væk, og så forærede Ben Davies bolden til hjemmeholdets Adam Lallana, der gjorde det til 1-0 for Southampton.
Fem minutter før slutfløjt blev det 2-0, da bolden hoppede rundt i Swanseas straffesparkfelt. Igen blev bolden ikke losset væk, og så kunne Jay Rodriguez øge for værterne.
Southampton har med sejren 14 point for syv kampe, mens Swansea har syv point i den nederste halvdel af tabellen.
/ritzau/