Michael Laudrup har slået sit navn fast i Swansea som en manager, der vil spille underholdende og seværdig fodbold.
Men det betyder ikke, at han udelukkende tænker frem ad banen og vil vinde for enhver pris.
Forud for weekendens udekamp i Newcastle siger danskeren, at uafgjort vil være et glimrende resultat mod et hjemmehold, der har hårdt brug for point.
- Hvert point, vi kan få på udebane i Premier League, er som en sejr for mig.
- Selvfølgelig kan der være forskellige omstændigheder, men overordnet set er hvert point på udebane et vundet point, siger Laudrup til This is South Wales.
Manageren siger også, at han langt hellere vil spille tre gange uafgjort end vinde en enkelt kamp.
- Hvis man spiller fire kampe og spiller tre gange uafgjort, får man tre point. Hvis man taber tre af dem og vinder den sidste, får man også tre point.
- Men for mig er der en stor forskel. Psykologisk føles det anderledes på holdet, hvis man kun taber én ud af fire kampe, end hvis man taber tre, siger han.
Swansea befinder sig lige nu ét point efter Newcastle i tabellen med 13 point for 11 kampe.
/ritzau/