Det endte yderst tragisk, da en lastbilchauffør angiveligt havde mere travlt med at se porno på mobilen end med at se på vejen.
20-årige Laura Thomas og hendes jævnaldrende kæreste, Lewis Pagett, fra England holdt i nødsporet, fordi deres bil var brudt sammen i juli sidste år.
Her blev de ramt af en 44 ton tung lastbil og slynget ud over autoværnet.
Det kom efterfølgende frem, at lastbilens chauffør, Ian Glover, havde besøgt forskellige dating- og pornosider under kørslen. På mindre end 1,5 kilometer havde han besøgt siderne Shagaholic.co.uk og Sexuk.com hele 11 gange.
Laura døde af sine kvæstelser i helikopteren på vej til hospitalet.
"Jeg får kvalme, når jeg tænker på, at han dræbte min pige, mens han så porno," siger Lauras mor, Lisa, til engelske The Mirror.
Nu er Ian Glover blevet idømt fem års fængsel for hasarderet kørsel.
"Du var på siderne, da uheldet skete. Over en lang strækning var du ikke opmærksom under kørslen, så dette kunne ganske simpelt være undgået," lød det fra dommer Robin Onion under domsafsigelsen ifølge The Mirror.
Siden har Lauras familie startet en kampagne for at skabe opmærksom omkring faren ved at kombinere kørsel med mobilkiggeri.