En tydeligt trykket landstræner, Morten Olsen, måtte natten til i dag skuffe fire spillere i VM-lejren, der ikke kommer med til VM.
Men hvor der er tabere er der altid vindere.
Og overraskende for mange klarede Søren Larsen nåleøjet. Han skal med til VM.
Men selv var Søren Larsen yderst afslappet til den regnfulde sidste træning i Helsingør, inden afrejsen til Sydafrika senere i dag.
"Jeg har først tænkt på det de sidste 24 timer. Jeg har bare koncentreret mig om mine ting ude på træningsbanen. Det lyder lidt som en kliche, men jeg har bare taget én dag ad gangen. Men sådan er jeg altså," siger Søren Larsen til Newspaq.
Søren Larsen har ifølge iagttagere af landsholdet haft svært ved at ramme målet under træningen.
"Jeg ved ikke, om jeg har haft svært ved ramme målet... for jeg er jo ikke kommet frem til så mange chancer. Men der er stadig, lad mig se, over 14 dage til første kamp, så vi håber det kommer," lyder det fra Larsen, der ikke vil love mål i Sydafrika, men lover "at arbejde hårdt".
Mens Larsen er kendt for sin målnæse i rødt og hvidt, så skal Patrick Mtiliga og Simon Poulsen i den modsatte ende af banen ud og spille vigtige landskampe for første gang.
"Vi er det nye makkerpar i dansk fodbold," erklærer de to med et smil på læben.
Om de to venstrebacker i truppen siger Morten Olsen, at udtagelsen til dels hænger sammen med de modstandere, som venter i Sydafrika.
Danmark møder Holland 14 juni kl. 13.30 dansk tid. Inden da venter træningskampe mod først Australien og siden Sydafrika.