Der er lagt op til færre offentligt ansatte, hvis Venstres plan om nulvækst i det offentlige i årene, der kommer, bliver til virkelighed.
Det forudsiger to økonomiprofessorer ifølge dagbladet Information. Misvisende, siger den liberale tænketank Cepos.
Dermed har Lars Løkke Rasmussens (V) melding om et offentligt udgiftsstop udløst en strid om konsekvenserne.
Nulvækst i det offentlige forbrug betyder, at udgifterne løbende stiger i takt med pris- og lønudviklingen. Det offentlige har altså de samme penge at råde over, men der kommer ikke ekstra penge til at klare nye opgaver eller en pludselig stigning på et område.
I modsætning til Venstre lægger regeringen op til, at det offentlige forbrug skal stige med 0,8 procent om året.
Dermed bliver der lidt flere penge til, at det offentlige kan påtage sig nye opgaver med eksempelvis flere ældre uden at skulle finde penge andre steder.
De to professorer Nina Smith og Bo Sandemann Rasmussen, begge fra Aarhus Universitet, mener ifølge Information, at nulvækst vil føre markante nedskæringer med sig, skriver Information.
- Det er klart, at der vil være færre offentligt ansatte, når man vil have nulvækst. Der vil ske en langsom udtynding i antallet af offentligt ansatte, fordi der bliver færre penge til de samme ydelser, siger Bo Sandemann Rasmussen.
Ifølge Nina Smith vil nulvækst opleves som serviceforringelser, fordi den offentlige sektor - i modsætning til den private - har ringe mulighed for at øge produktiviteten.
Cheføkonom i Cepos Mads Lundby Hansen mener imidlertid, at det er en skæv fremstilling, når man siger, at nulvækst giver massefyringer i den offentlige sektor.
- Real nulvækst i det offentlige forbrug betyder, at udgifterne løbende stiger i takt med pris- og lønudviklingen. Det vil sige, at det overordnet er muligt at fastholde samme antal ansatte og købe samme varer og tjenester fra den private sektor, siger Mads Lundby.
Han er dog enig i, at regeringen med sin offentlige vækst på 0,8 procent vil tilføre 30 milliarder kroner til den offentlige sektor frem mod 2020, hvilket giver mulighed for at ansætte flere medarbejdere i den offentlige sektor.