Lars Larsen vil ikke slå sig ned i udlandet for at spare i skat.
Sådan lyder budskabet fra den 69-årige direktør i et stort interview i søndagens udgave af BT.
For nylig præsenterede Jysk-koncernen et overskud på svimlende 3,3 milliarder kroner, og for få uger siden var hjernen bag sengetøjsgiganten atter i spotlyset, da han modtog Den Berlingske Fonds Hæderspris 2018.
I sin takketale sagde Lars Larsen, at han har det fint med at betale skat.
- Selvfølgelig vil man ikke betale mere end nødvendigt, men jeg føler, at de er nogle forrædere, dem der tjener en masse penge i Danmark og så stikker af til udlandet, siger Lars Larsen.
Den jyske forretningsmand vil ikke nævne konkrete navne over for BT's journalist, men kalder det for et velkendt fænomen, når succesfulde erhvervsfolk flytter til udlandet for at spare i skat.
- Danmark har givet dem det hele, og så vil de ikke betale skat. På den måde kan samfundet ikke hænge sammen, siger Lars Larsen til BT.