Lars Bak kalder det en lille udflugt for tv-seernes skyld, efter at han søndag valgte at forsøge sig med et enmandsudbrud, da der manglede 40 kilometer af Giro d'Italias anden etape.
Bak blev hentet kort før mål, og så kunne den britiske verdensmester Mark Cavendish sikre sig sejren i en massespurt.
- Det var et rent tv-stunt. Det er svært at holde 40 kilometer alene hjem, så jeg var bare ude for at varme benene op til i morgen, siger Lars Bak, der i marts brækkede hånden.
Den mærker han ikke noget til længere, men skadepausen har kostet lidt på formen.
- Det er langt tid siden, at det har gjort ondt i hånden, så der er ikke nogen undskyldninger længere.
- Nu er det bare benene, der skal blive rigtig gode igen. Jeg håber, at der kommer nogle gode etaper i Giroen, siger Bak.
Silkeborgenseren var ret så vild med stemningen på den 206 kilometer lange rute, der startede og sluttede i Herning og undervejs bød på en strækning ved den jyske vestkyst.
- Det var stort at køre derude. Det mindede lidt om Flandern Rundt, hvor folk står i dynger. Jeg har aldrig set så mange mennesker til et cykelløb i Danmark over så lang en distance.
- Til VM var der også mange, men her var der koloenormt mange, siger Lars Bak.
Giroen fortsætter mandag, når tredje etape starter og slutter i Horsens.