Efter den danske cykelrytter fra CSC, Lars Bak, onsdag kom ind på en flot tredjeplads i det australske cykelløb Tour Down Under, har han fået blod på tanden og vil ikke udelukke, at benene kan endnu mere på de kommende etaper:
»Det er noget med at have gode ben, og det havde jeg i dag. Så nu må vi se de næste dage. Det er tidligt på sæsonen, så det kan godt være, at man har en dårlig dag, men det kan også være, at man kan rykke frem i klassementet. Umiddelbart ser det fint ud,« sagde han efter løbet til TV 2 Sporten.