Den hollandske bank Rabobanks exit fra cykelsporten efter denne sæson er et naturligt valg, mener Lars Bonde, sportschef og landstræner i Danmarks Cykle Union (DCU).
- Cykelsporten ligger, som den har redt. Man kan egentlig godt forstå Rabobank, siger Lars Bonde.
Rabobanks farvel kommer i forlængelse af offentliggørelsen den omfattende dopingrapport fra det amerikanske antidopingagentur (Usada) med Lance Armstrong i centrum.
Banken, som har været involveret i sporten i 17 år, tror ikke længere på en "ren og fair sport", som banken skriver i en pressemeddelelse.
- Det er ærgerligt for sporten, men den må også forstå at tage konsekvenserne for det, der foregår, og det er måske meget godt, at der kommer noget konsekvens engang imellem.
- Der er ikke nogen firmaer, der er i cykelsporten for deres blå øjnes skyld.
- De er der for at promovere sig og tjene penge, og hvis firmaerne ser, at det ikke kan betale sig at være i sporten, og at der ikke er god pr ved at være sponsor, så trækker de sig, og så må cykelsporten opbygge et bedre ry og skabe noget tillid.
- Det sker kun ved at bekæmpe doping, siger Lars Bonde.
Han tror på, at sporten bevæger sig i den rigtige retning i disse dage.
- Du kan godt sige, at sporten aldrig bliver ren, for doping vil altid være en eller anden faktor i cykelverdenen. Men målet er, at det er de få i stedet for de mange, der snyder.
- Det, der kommer frem nu, går seks, syv, otte år tilbage. Meget har ændret sig i de efterfølgende år, som jeg ser det. Min virkelighedsopfattelse er, at der er flere rene ryttere end nogensinde.
- Det er gået fremad, efter man fik epo-testen og blodpasset på samme tid. Det går den rigtige vej, men selvfølgelig vil der komme nogle skeletter ud af skabet med tilbagevirkende kræft, som rammer nu.
- Blodpasset har dog gjort - det tyder det i hvert fald på - at det er svært at dope sig som professionel cykelrytter i dag, fortæller Lars Bonde, som ikke vil afvise, at flere store sponsorer vælger at trække sig i kølvandet på Rabobank.
Saxo Bank - den ene hovedsponsor bag Bjarne Riis' hold - meddeler, at Rabobanks exit ikke ændrer noget for den danske bank, her er der fortsat tillid til Bjarne Riis.
/ritzau/