Japans fodboldforbund har fyret landstræner Javier Aguirre.
Det sker, fordi den mexicanske træner er nævnt i en sag om matchfixing i spansk fodbold fra 2011.
- Vi har besluttet os for, at vi må undgå, at disse ting kommer til at påvirke den asiatiske VM-kvalifikation, siger Kuniya Daini, præsident for det japanske fodboldforbund, ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Vi er nået frem til en beslutning om at ophæve kontrakten med Javier Aguirre med øjeblikkelig virkning, siger han.
Javier Aguirre var i 2011 træner for Real Zaragoza i spansk fodbold.
Klubben undgik nedrykning på sidste spilledag ved at besejre Levante 2-1, men kampens udfald er under mistanke for at være aftalt.
Javier Aguirre har afvist, at han har gjort noget forkert.
Han tiltrådte som Japans landstræner efter sidste års VM i Brasilien, hvor Japan blev elimineret efter gruppespillet med kun et point for tre kampe.
I sidste måned floppede Japan ved Asian Cup.
Holdet mødte frem som forsvarende mester, men røg allerede ud i kvartfinalen.
/ritzau/