Landsret: Bandemedlem skød ikke fængselsbetjent

En fængselsbetjent blev den 12. juli 2016 skudt foran Nyborg Fængsel. Hvem der skød betjenten, står efter en landsretsdom onsdag, fortsat hen i det uvisse. (Foto: Foto: Ernst Van Norde/arkiv/Scanpix)

To eksbandemedlemmer er dømt for medvirken til grov vold mod fængselsbetjent. De var ikke selv på stedet.

Det var alligevel ikke det 22-årige daværende Black Army-medlem Ali Ghani Al-Salmi, som skød en fængselsbetjent i benene foran Nyborg Fængsel for snart to år siden.

Det mener Østre Landsret, der onsdag har omgjort byrettens dom fra efteråret. Det oplyser anklager Jesper Rubow.

Al-Salmi og den tidligere bandeleder Wassim Daabas er onsdag i Østre Landsret blevet kendt skyldige i medvirken til grov vold ved episoden, da de har kendt til, at der skulle ske noget med betjenten.

Men de to var altså ikke selv til stede ved skyderiet. Straffen til dem begge lyder på to års fængsel.

Dommen lader det dermed stå hen i det uvisse, hvem der affyrede skuddene mod fængselsbetjenten.

Ali Ghani Al-Salmi frifindes i landsrettens dom for at have skudt betjenten, hvilket han ellers blev dømt for i Retten i Svendborg i efteråret. Her lød straffen på seks års fængsel.

I landsretten får han i stedet to års fængsel, som også er en tillægsstraf til en tidligere dom på 11 måneders fængsel. Anklager Jesper Rubow oplyser, at Ali Ghani Al-Salmi erkendte sin medvirken.

- Han viste godt, at nogen skulle sætte en vagt på plads. Han erkender også, at han ved, at noget skal brændes af bagefter, siger anklageren.

Han henviser til, at eksbandemedlemmet også blev dømt for at have brændt flugtbilen af.

Den 35-årige Wassim Daabas, der er tidligere leder af Black Army, fik i byretten ti måneders fængsel.

Men i landsretten ændres det til to års fængsel, som også er en tillægsstraf til en straf på fire års fængsel, som han fik for nogle uger siden for narkohandel.

Han blev i byretten frifundet for at have medvirket til skyderiet, men i landsretten blev han altså dømt for medvirken til grov vold. Jesper Rubow forklarer, at Wassim Daabas blev dømt for at have fået nogen til at køre flugtbilen.

- Han erkender, at han har fået nogen til at stjæle bilen, men nægter, at han ved, hvad der skulle ske med den, siger anklageren.

Ali Ghani Al-Salmi har siddet varetægtsfængslet i cirka halvandet år i forbindelse med sagen, og han blev efter onsdagens retsmøde løsladt. Wassim Daabas blev varetægtsfængslet efter retsmødet.

/ritzau/