Landsret: Bandeleder får lov til at blive i Danmark

Loyal to Familia (LTF) forsamlet uden for Københavns Byret i 2017. Mandag er LTF-lederen Shuaib Khan blevet idømt 60 dages fængsel og en betinget udvisning. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2017)
Loyal to Familia (LTF) forsamlet uden for Københavns Byret i 2017. Mandag er LTF-lederen Shuaib Khan blevet idømt 60 dages fængsel og en betinget udvisning. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2017) Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix

Lederen af banden Loyal to Familia (LTF), Shuaib Khan, undgår udvisning fra Danmark, efter Østre Landsret stadfæster en afgørelse om betinget udvisning i sag om trusler mod en politibetjent.

Samtidig bliver bandelederens fængselsstraf nedsat til 60 dage. De er dog allerede blevet afsonet.

I sin dom lægger retten vægt på, at Khan, der er pakistansk statsborger, ikke har tilstrækkelig tilknytning til Pakistan.

Samtidig peger retten på, at en ubetinget udvisning vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

I oktober blev LTF-lederen idømt tre måneders fængsel og betinget udvisning fra Danmark.

Hverken Khan eller Anklagemyndigheden var dog tilfredse med den dom. Begge parter valgte derfor at anke sagen til landsretten.

Her ønskede vicestatsadvokat Anders Riisager, at Khan, der er pakistansk statsborger, blev udvist med indrejseforbud i seks år.

- Han har med sin alvorlige kriminalitet vist, at han ikke har tænkt sig at indordne sig under danske forhold, sagde Riisager i sin procedure mandag.

Forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen mente, at truslerne, som Khan er kommet med, næppe kunne føre til udvisning.

Ifølge forsvareren er sagen pustet alt for stort op.

- Man skal ikke tillægge sagen ekstra vigtighed, fordi der er et politisk ønske om at få min klient udvist, sagde Juul Eriksen i retten mandag.

Episoden, der kunne have kostet Khan tilværelsen i Danmark, fandt sted i forbindelse med en visitation af en gruppe bandefolk på Nørrebro sidste sommer.

- Husk hans ansigt, skal Khan have sagt til de andre bandefolk, inden han henvendte sig direkte til betjenten:

- Det kan godt være, at du kan huske vores ansigter, men vi kan også huske dig. Pas på din ryg, skal Khan have sagt.

LTF-lederen mødte ikke op, da ankesagen begyndte i starten af februar. Han er heller ikke til stede mandag.

Landsretten har derfor ikke taget stilling til skyldsspørgsmålet, kun strafudmålingen.

Shuaib Khan er født og opvokset i Danmark, men har tilbragt langt størstedelen af sit voksenliv i fængsel.

Bandelederens far har tidligere i ankesagen været indkaldt som vidne. Her afviste faren, at familien har nogen særlig tilknytning til Pakistan.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.