En 34-årig ukrainsk mand mistede i oktober 2017 livet, da han var i færd med at fjerne spirende korn i en kornsilo.
Pludselig forsvandt han ned i kornet og blev levende begravet i den halvfyldte silo med havre.
Men landmand Knud Kjær Knudsen fra Tølløse kan ikke stilles til ansvar for arbejdsulykken. Det har Retten i Holbæk vurderet mandag, skriver Fagbladet 3F.
Dommen betyder, at landmanden ikke skal betale en bøde på 80.000 kroner for at have overtrådt arbejdsmiljøloven. Det havde anklagemyndigheden ellers krævet.
Ukrainerens enke og to børn får heller ikke tilkendt en erstatning på samlet knap 755.000 kroner.
Dommer Christian Wenzel begrundende blandt andet sin afgørelse med, at Knud Kjær Knudsen ikke var at regne som arbejdsgiver for den ukrainske mand.
Landmanden havde bortforpagtet både kornsiloen og kornet til et andet selskab. Derfor var det ikke hans ansvar, da ukraineren forsvandt ned i korndyngen. Han blev fundet død cirka to meter fra siloens bund.
Knud Kjær Knudsen havde bortforpagtet siloen til sin fars og brors selskab.
Enkens bistandsadvokat, Simon Eilrich, har forståelse for, at Knud Kjær Knudsen er blevet frifundet.
Han forventer nu, at anklagemyndigheden vil rejse tiltale mod den frifundne landmands far, der dog tidligere har forklaret, at ukraineren var ansat af et nu konkursramt vikarbureau.
Arbejdstilsynet har tidligere vurderet, at arbejdsmiljøloven blev overtrådt i forbindelse med dødsfaldet.
Tilsynet mente, at arbejdet i kornsiloen skete under "forhold og omstændigheder, som frembyder særlig fare for sammenstyrtning af kornet".
En aktindsigt viste siden ifølge Fagbladet 3F, at den ukrainske mand ikke bar nogen sikkerhedsline, da han gik oven på kornet i siloen.
/ritzau/