Søren Gade har med jævne mellemrum været i skudlinjen for sin indsats som forsvarsminister fra 2004 til 2010, og han mangler fortsat at blive udspurgt af Irak-kommissionen.
Men det er ikke noget, der får formanden for Landbrug & Fødevarer, Niels Jørgen Pedersen, til at frygte politiske lig i lasten. Mandag blev Søren Gade hyret som ny administrerende direktør i den store interesseorganisation.
- Det har vi selvfølgelig haft med i vores overvejelser. Og det har jeg også taget snakke med Søren omkring. Og ud fra de snakke er det ikke noget, jeg er bange for fremadrettet, siger Niels Jørgen Pedersen.
- Vi holder samtalerne mellem ham og jeg. Men min vurdering er, at der ikke ligger en stor risiko i det, siger han.
Så du frygter ikke politiske lig i lasten?
- Nej.
Søren Gade skal som administrerende direktør stå i spidsen for et mere offensivt kommunikerende Landbrug & Fødevarer. Ifølge Niels Jørgen Pedersen har Gade de rette egenskaber til det, nemlig politisk tæft og gennemslagskraft.
Gade afløser Carl Aage Dahl, der har været i organisationen gennem adskillige år. Carl Aage Dahl stod i spidsen for den sammenlægning, der lagde grunden til dannelsen af Landbrug & Fødevarer i 2009.
- Carl Aage Dahl har gjort et kæmpe stykke arbejde og fået den nye organisation på fode. Vi er kommet flot fra A til B. Nu skal vi så fra B til C, og derfor skifter vi profil i spidsen for organisationen, siger Niels Jørgen Pedersen.
- Det er klart vores ambition at være mere synlige og være et mere åbent erhverv. Det gælder om at komme ud over rampen og fortælle, hvad erhvervet kan, og hvad det kan bidrage med til det danske samfund, siger han.
Søren Gade har første arbejdsdag onsdag.