Den tidligere cykelstjerne Lance Armstrong har fået tre uger til at appellere den internationale cykelunions (UCI) beslutning om at fratage ham alle de resultater, han har opnået siden 1. august 1998.
Det meddeler UCI ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Lance Armstrongs advokat blev den 6. december orienteret om, at alle rytterens resultater siden den 1. august 1998 er blevet annulleret. Han har 21 dage (fra den dag) til at appellere, siger UCI-talsmanden Enrico Carpani til Reuters.
Med udmeldingen sætter UCI skub i den proces, der kan fratage Lance Armstrong den bronzemedalje, som han vandt i enkeltstart på landevej ved OL i 2000 i Sydney.
Den internationale olympiske komité (IOC) har tidligere meddelt, at man først ville tage skridt i den sag, når UCI officielt meldte ud, at unionen ville fratage amerikaneren samtlige resultater i en given tidsperiode.
Hvis Armstrong skulle finde på at appellere, vil IOC også vente, til appelsagen er overstået.
UCI har allerede frataget Lance Armstrong de syv Tour de France-titler, som han vandt fra 1999-2005.
/ritzau/