Den tidligere storspiller Frank Lampard fik en skidt debut som manager i Chelsea, da klubben blev slagtet søndag.
I sæsonåbneren i Premier League var Chelsea på besøg hos Manchester United, og turen hjem til London blev med et 0-4-nederlag i bagagen for den 41-årige tidligere Chelsea-spiller.
- Det hold, vi sendte på banen, leverede helt klart i store dele af kampen, men vi lavede fire fejl, og United var klinisk.
- Det burde aldrig have været i nærheden af 0-4. Der var fire fejl og fire mål, men vi kontrollerede store dele af første halvleg. Vi ramte træværket og traf så nogle forkerte beslutninger på banens sidste tredjedel. Vi burde have været foran ved pausen.
- United er et kontrahold, og det er en stor styrke. Holdet har fart, og giver man dem muligheder, så udnytter de dem. Det tillod vi dem ikke i store dele af kampen, men der er meget, vi skal lære, siger Frank Lampard ifølge AFP.
Chelsea kom ellers flyvende fra start og pressede United, og gæsterne afsluttede to gange på træværket i første halvleg.
Her bragte Marcus Rashford United foran, efter at Chelseas forsvarsspiller Kurt Zouma begik et klodset straffespark mod netop Rashford.
Chelsea misbrugte flere muligheder i halvlegen, og efter pausen slog United så til med et par hurtigere scoringer, uden at Zouma, Andreas Christensen og det øvrige forsvar formåede at dæmme op.
Anthony Martial øgede til 2-0 efter 65 minutter, og Rashford scorede sit andet mål i kampen til 3-0 to minutter senere, inden debutanten Daniel James ni minutter før tid scorede til slutresultatet.
Kampen var samtidig debut i United for Aaron Wan-Bissaka og Harry Maguire, som United hentede i Leicester i august for mellem 80 og 85 millioner pund (cirka 653-694 millioner kroner).
- Det er en fantastisk start for holdet og mig. Vi var lidt heldige i første halvleg, men vi var meget mere os selv i anden halvleg, siger Harry Maguire.
/ritzau/