De sætter tænderne i nærmest det samme brød. Alligevel har bagværk fra bageri-kæden Lagkagehuset vidt forskellige priser, alt afhængigt af, hvor i landet tændernes ejermand bor.
En rundringning foretaget af Politiken viser i hvertfald, at et stort formbrød koster 33 kroner i København. Men bor man på den anden side af Storebælt, så skal man kun slippe 22 kroner for at få det samme brød med hjem. Og det er ikke kun brødet, der er særligt dyrt for københavnerne. De må også slippe ekstra slanter for en kop kaffe. En lille caffe latte koster nemlig 32 kroner i hovedstaden, men kun 21 kroner i en jysk fillial.
Men ifølge direktør i Lagkagehuset Peter Bruun, er der en god forklaring på prisforskellen - sådan da. De noget billigere jyske priser stammer nemlig fra 2008, hvor det oprindelige Lagkagehuset på Christianshavn, blev lagt sammen med det sønderjyske bageri Skallebæk.
- Det stammer fra de to oprindelige butikkers priser, og det er egentligt de priser, vi har fortsat med. Der er ikke dårligere brød i Jylland, siger han til Politiken.
Ifølge direktøren skal københavnerne ikke sætte næsen op efter jyske priser i hovedstaden.
- Det kan da også godt være, at vi på et tidspunkt bliver nødt til at tage københavnerpriser alle steder, men indtil videre vil vi holde fast i det, som forbrugerne er vant til, for ikke at skubbe forbrugerne fra os, siger Peter Bruun.
Han understreger samtidig over for Politiken, at Lagkagehusets københavnerpriser svarer nogenlunde til de almindelige bager-priser i København.
I Forbrugerstyrelsen ser man ingen problemer med Lagkagehusets differentierede prissætning.
Kilde: Politiken