En fynsk chef er tiltalt for at have slået en lærling i maven på den produktionsvirksomhed, hvor de begge var ansat. Det skriver Fyens.dk.
I retten i Svendborg fortalte chefen, at det kun var for sjov, da han efter eget udsagn puffede lærlingen tre-fire gangen i maven. Det var værsktedhumor og helt normalt på stedet.
- Når det er vinter, slåsser vi med sne i hallen, nogle får skruet deres værktøjskasse fast i gulvet, og jeg ved, hvem der er kilden. Det er helt almindeligt, der er fysisk kontakt, men der foregår ikke mobning eller lignende hos os, sagde chefen ifølge Fyens.dk.
Lærlingen bekræfter, at der er værkstedshumor på stedet, men fortæller også, at chefen var meget temperemantsfuld.
Ifølge lærlingen skældte chefen ofte ud og var hidsig, ligesom lærlingen mener, at han tit begik fejl, fordi han følte, chefen overvågede ham kritisk.
Han fortæller, at han gik i chok, da han efter eget udsagn fik fire-fem knytnæveslag i maven af chefen. Forud for episoden var der hverken sket skænderier eller lignende på dagen.
- Jeg syntes ikke, det var sjovt, og der var ikke noget smil på hans læber, sagde lærlingen ifølge Fyens.dk.
Efterfølgende gik han til sin fagforening, der på trods af at chefen skrev en mail, hvor han undskyldte, har trukket sagen i retten.
Episoden fandt sted 17. august i år.
Chefen er ved Retten i Svendborg tiltalt for vold og risikerer ifølge Fyens.dk en fængselsdom.
Sagen fortsætter 12. december, hvor der ventes at falde dom.