Lærerinder skal til gynækolog før skolestart

Kvindelige ansøgere kan se frem til et besøg hos gynækologen. (Foto: Colourbox)

Kvindelige ansøgere til et job som lærer i den brasilianske by São Paolo skal til gynækolog.

Hvis du er kvinde og vil have et job som skolelærer i São Paolo, så skal du forberede dig på en lidt utraditionel ansøgningsproces. Det er nemlig ikke nok at fremvise eksamensbevis og CV.

Kvinderne skal også kunne fremvise, at de er sunde og raske. Det kræver blandt andet, at de får foretaget en såkaldt smear-test, der viser, hvorvidt de har kræft. En sådan test bliver lavet hos gynækologen.

Den eneste måde, de kvindelige ansøgere kan smutte uden om briksen hos gynækologen, er, hvis de af deres læge får en erklæring på, at de aldrig har været seksuelt aktive.

Krænker privatlivet

Undersøgelsen skal laves for at teste, om de i forhold til deres helbred er i stand til at varetage lærergerningen. Men kritikere mener, at det er et indgreb i privatlivets fred.

"Det krænker kvinders rettigheder. Det er meget privat viden, som hun har lov til at holde for sig selv. Det er absurd at stille disse krav," siger Ana Paula de Oliveira Castro, der er kvinderetsforkæmper.

Det er dog ikke kun kvinderne, der skal gennemgå intime tests, når de søger job som lærer. Mænd over 40 år skal have lavet en prostataundersøgelse.

Kilde: MX.dk og The Telegraph