Lærere sender klart signal til Bondo før afgørende OK-afstemning

Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, ser resultatet af Politikens rundringning som et tegn på, at lærerne godt kan se det fornuftige i forliget. (Foto: Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix/arkiv)

Det tegner til et klart ja fra lærerne til det forlig, som Lærernes Centralorganisation (LC) og Kommunernes Landsforening (KL) indgik ved overenskomstforhandlingerne.

Det skriver Politiken på baggrund af en rundringning foretaget blandt 68 kredsformænd ud af 75 mulige. I undersøgelsen vurderer 79 procent af kredsformændene, at pilen peger i retning af et ja til OK18.

Mange kredsformænd lægger dog ikke skjul på frustration over, at forårets forhandlinger ikke gav en ny arbejdstidsaftale.

- Der er ingen, der jubler", siger Kim Jørgensen, formand for Varde Lærerkreds:

- På den anden side er der heller ingen, der kan se perspektivet i endnu en konflikt.

I Politikens rundringning svarer 78 procent af kredsformændene, at de anbefaler deres medlemmer at stemme ja til forliget. Lidt over hver femte anbefaler hverken ja eller nej til OK-aftalen - i respekt for de medlemmer, der stemmer imod. En enkelt lærerformand stemmer slet ikke.

Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, ser resultatet af Politikens rundringning som et tegn på, at lærerne godt kan se det fornuftige i forliget.

- Jeg tolker det som en rigtig god opbakning til den aftale, vi har indgået, selv om jeg har stor forståelse for den umiddelbare skuffelse over, at vi ikke fik en ny aftale.