Det er ikke længere kun rødderne og de hårde piger der slås i skolegården. En fjerdedel af folkeskolelærerne er i løbet af det seneste år blevet truet eller direkte overfaldet på jobbet, og en fjerdedel af dem er blevet overfaldet af forældre, viser en analyse fra Center for alternativ samfundsanalyse, skriver Kristeligt Dagblad.
Problemet er voksende og skyldes tilsyneladende både højtuddannede forældres og ikke-akademiske forældres frustration over skolen.
- Forældrenes lunte er blevet kortere. Vi så slet ikke denne type problemer for bare 10 år siden. Mange forældre har helt mistet respekten for, hvad der er skolens domæne, og de står i stigende grad med paragraffer og en faglig viden, der overstiger lærernes, og så spidser konflikterne til, mener formanden for Københavns Lærerforening, Jan Trojaborg.
Forældreforeningen Skole og Samfund har en næste modsat forklaring på problemet. De mener nemlig ikke at det er forældre med større indsigt end lærere der overfuser dem, men derimod forældre uden akademiske kundskaber.
- Vi oplever et stigende kultursammenstød mellem hjem og skole, hvor forældrene føler sig magtesløse over for systemet. Og så kan det gå ud over systemets repræsentant, nemlig læreren, siger Skole og Samfunds sekretariatschef, Niels-Christian Andersen til B.T.