Det er utrolig svært at vurdere et jobmarked fem-seks år ud i fremtiden.
Sådan lyder det fra formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, efter at uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) mandag blandt andet foreslår, at ansøgere til de videregående uddannelser skal oplyses om fremtidens jobmuligheder inden for faget.
- Selvfølgelig er det et relevant aspekt, men man må altså ikke oversælge på det, for vi har gjort os nogle dyrt købte erfaringer på det, siger Anders Bondo Christensen til Ritzau.
For nogle år tilbage var der stor efterspørgsel efter lærere, hvorfor mange unge søgte uddannelsen. Men da de var færdige på skolebænken havde finanskrisen fået sit indtog og jobmarkedet havde ændret sig, så omkring 11 procent af alle lærerstillinger blev nedlagt.
Derfor mener Anders Bondo Christensen, at det er problematisk, hvis et studievalg bliver taget på baggrund af jobefterspørgsel ved uddannelsesstart.
- Alle de unge mennesker, som jeg havde opfordret til at søge, stod nu tilbage og kunne ikke få et job. Det havde jeg da utrolig dårlig smag i munden over, siger lærerforeningens formand og tilføjer:
- Men ingen havde forudset, at den økonomiske krise skulle ramme folkeskolen med så store konsekvenser.
Ud over at oplyse ansøgerne om jobmuligheder, vil uddannelsesministeren også præsentere dem for lønstatistikker.
Et tiltag, som muligvis kan forårsage, at færre kommende studerende vil søge velfærdsuddannelserne som for eksempel sygeplejerskeuddannelsen.
Det er dog ikke en bekymring, man har i FTF, der er paraplyorganisation for 450.000 offentligt og private ansatte - herunder sygeplejersker.
- Jeg tror ikke, det spiller en særlig stor rolle, fordi mange af dem, der vælger velfærdsuddannelserne, vælger dem jo, fordi de gerne vil arbejde inden for det felt, siger formand for FTF, Bente Sorgenfrey.
/ritzau/