De amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, har godkendt midlet Remdesivir til nødbehandling af patienter, der er angrebet af coronavirus.
Det siger den amerikanske præsident, Donald Trump, på et pressemøde ifølge flere medier, herunder Reuters og Bloomberg.
FDA's godkendelse af midlet til anvendelse i nødstilfælde forudsætter, at der ikke er andre behandlingsmuligheder.
Der er dermed ikke tale om en godkendelse til almindelig behandling af sygdommen.
Godkendelsen betyder, at den amerikanske medicinalgigant Gilead Sciences, som står bag lægemidlet, nu kan omdele det til behandling.
Virksomheden har besluttet at donere 1,5 millioner doser. De vil fra mandag blive uddelt til hospitaler, siger vicepræsident Mike Pence ifølge Reuters.
Onsdag fremlagde myndighederne i USA en række foreløbige resultater, der viser, at både dødeligheden og antal dage, hvor de alvorligt syge er indlagt, falder med en indsprøjtning af Remdesivir.
Trods den positive melding understregede Gilead Sciences i en pressemeddelelse samme dag, at kuren mod corona langtfra er sikker.
Dertil kommer, at de fremlagte resultater kun er foreløbige, da forsøgene på mennesker først er færdige om tidligst to uger.
I et dokumentudkast, som ved en fejl blev offentliggjort af Verdenssundhedsorganisationen, WHO, for halvanden uge siden, viste midlet ingen effekt.
Men de seneste data har nu styrket troen på Remdesivirs effekt i en grad, så de amerikanske myndigheder mener, at det bør bruges i nødstilfælde. Det gælder, når patienter har alvorlige Covid-19-symptomer og har brug for hjælp til at trække vejret.
Anthony Fauci, som er topsundhedsrådgiver for Donald Trump og direktør for Det Nationale Institut for Allergi og Infektionssygdomme i USA, har ifølge AFP tidligere sagt, at midlet ikke er en mirakelkur. Men han mener, at studierne har givet et bevis for, at konceptet virker.
Det betyder, at man på den baggrund kan arbejde videre mod bedre behandlinger.
Det antivirale middel blev oprindeligt udviklet som behandling for ebola, men var ikke tilstrækkelig effektivt til at behandle den sygdom.
Interessen for midlet fra Gilead Sciences har været stor, da der ikke findes godkendte behandinger for og vacciner mod Covid-19. Læger verden over har været desperate for at finde behandlinger særligt i alvorlige tilfælde af sygdommen.
/ritzau/