Hver anden, der er sygemeldt, oplever, at jobcentret ignorerer udtalelser fra læger og psykologer, skriver Fagbladet 3F på baggrund af en undersøgelse.
I undersøgelsen, som er lavet af Psykiatrifonden i samarbejde med SIND - Landsforeningen for psykisk sundhed, er 1.400 sygemeldte medlemmer af fagforbundene FOA, 3F og Dansk Magisterforening blevet spurgt, og 67,9 procent svarer, at jobcenteret i høj grad eller i nogen grad belaster deres livskvalitet.
Det fører til, at 23 procent har tanker om, at livet ikke er værd at leve længere.
Svarene får praktiserende læge i København, Benny Ehrenreich, op i det røde felt:
- Jeg bliver rasende. Jeg bliver gal. Jeg bliver vred, siger Benny Ehrenreich til Fagbladet 3F, og fortæller, at han bliver frustreret over, at blive bedt om at gøre et stykke arbejde, men at der ikke bliver lytter til det.
- Hvis man vil have min faglige vurdering, skal de også tage den alvorlig, siger han.
- Og når jeg så oplever, at den bliver misforstået, eller med vilje misforstået, sådan vil jeg sige det, så blive jeg forarget over, at det går ud over min patient.
Benny Ehrenreich fortæller til fagbladet, at han har mange historier med folk, der føler at deres sag er afgjort på forhånd.
- Og det selvom jeg beskriver, at de er kronisk syge og i en tilstand der ikke gør dem arbejdsdygtige, i fuld forstand, så oplever vi ofte, at hvis jeg ikke formulerer mig meget skarpt, så det tolket omvendt, siger Benny Ehrenreich.