Læge advarede om corona - nu er han død

Tidligere torsdag blev han erklæret død ved en fejl. (Foto: Scanpix)

Li Wenliang fik en reprimande for at advare om et udbrud af coronavirus. Torsdag er han død.

En af de otte kinesiske læger, der alarmerede kinesiske myndigheder om et udbrud af coronavirus i storbyen Wuhan, er ifølge hospitalet i byen Wuhan død fredag morgen kinesisk tid.

Ifølge det engelsksprogede kinesiske medie South China Morning Post oplyser hospitalet i Wuhan på sin profil på det kinesiske sociale medie Weibo, at Li Wenliang er død - 33 år gammel.

Også det amerikanske medie Wall Street Journal skriver, at hospitalet har oplyst, at lægen er død.

Verdensundhedsorganisationen, WHO, skrev tidligere torsdag dansk tid et opslag på Twitter til ære for Li Wenliang.

- Vi er dybt bedrøvet over doktor Li Wenliangs død. Vi bør alle hylde hans arbejde, hvad angår udbruddet af corona-virusset, citerede WHO sin direktør Mike Ryan for at udtale.

Ifølge internationale medier såsom Wall Street Journal og kinesiske medier såsom South China Morning Post var Li Wenliang en af otte læger, der forsøgte at gøre sundhedsmyndighederne i Wuhan opmærksom på udbruddet.

I stedet for at blive takket for sin indsats fik han en reprimande af politiet i Wuhan. Og det har kinesiske brugere på Weibo ikke glemt, skriver South China Morning Post.

- Reprimanden af doktor Li vil for altid være en skamplet på Kinas historie. Doktor Li advarede offentligheden med livet som pris. Wuhans politi har stadig ikke tilbagekaldt reprimanden, selv efter hans død, skriver en Weibo-bruger ifølge det kinesiske medie.

Også den amerikanske tv-station CNN har bragt nyheden om lægens død. For to dage siden beskrev CNN, hvordan Li Wenliang selv var blevet smittet med coronavirus.

En løbende opgørelse fra John Hopkins University i Baltimore, USA viser, at over 28.300 er blevet smittet med coronavirusset. Af dem er 565 døde, mens 1382 er kommet sig.

Langt de fleste tilfælde er i Kina. Der er også fundet tilfælde i Europa og USA. Storbritannien har torsdag oplyst, at en tredje person i Storbritannien har fået konstateret virusset.

Den britiske premierministers kontor oplyser, at der for første gang er tale om en person, som ikke har rejst i Kina. Til gengæld har personen for nyligt rejst i Asien.

Endnu er der ingen personer i Danmark, der er blevet testet positiv med corona-virus.

/ritzau/