Fredag aften fyrer Lady Gaga den af til en koncert i Malmø, men hun gider åbenbart ikke opholde sig i Sverige i længere tid end højst nødvendigt.
For selv om hun skal optræde i nabolandet, foretrækker hun tilsyneladende at bo i Danmark.
Torsdag dukkede den verdenskendte stjerne og provokatørs grønne tourbus i hvert fald op i København, hvor Gaga indlogerede sig på Hotel Skt. Petri. Det skriver Ekstra Bladet.
Efter kort tid på hotellet begav hun sig ud for at opleve hovedstaden i selskab med tre bodyguards, der hurtigt fik noget at foretage sig.
En dansk mand forsøgte nemlig at tage et par billede af stjernens tur gennem byen. Men det synes de tre muskelmænd åbenbart ikke om. Ifølge avisen truede de manden med tæsk, hvis han ikke gav dem filmen.
Den grove behandling fik en gruppe håndværkere til at komme fotografen til undsætning, og de tre bodyguards måtte forlade stedet med uforrettet sag.
Da Poker Face-stjernen vendte tilbage til hotellet, havde rygterne om hendes danske visit fået fans og autografjægere til at flokkes om indgangen. Til deres skuffelse blev idolet kørt ind af bagindgangen i en limousine.
Kilde: Ekstra Bladet