Der var fart på markedet for boliglån frem mod 31. juli. I den sidste måned frem mod 31. juli blev der indhentet næsten 50.000 nye lånetilbud. Det oplyser Finans Danmark, der er brancheorganisation for bankerne og realkreditinstitutterne.
Dermed var juli den måned med flest nye lån siden 2015, viser Finans Danmarks opgørelse.
De mange lån var en del af det, der er blevet døbt konverteringsbølgen. En konvertering af et lån er, når man skifter sit lån ud med et andet - ofte fordi man kan få bedre vilkår med et nyt.
Sommerens bølge bunder i, at udenlandske investorer er bange for, hvor de kan få et afkast for deres formuer.
Det har gjort dem interesserede i at købe obligationer på danske boliglån til lavere renter end tidligere. Og tilbuddet om de lavere renter, har de danske boligejere i stor stil taget til sig.
Finans Danmark kan fortælle, at 60 procent af alle indfriede lån i juli havde en rente på to procent. Samtidig var mange af de nye lånetilbud realkreditlån med en procent i rente.
Omlægningen giver mening, hvis man ved, at man sidder i sin bolig i nogle år frem. Der er nemlig en omkostning ved at lægge lånet om.
Men fordi en lavere rente på lånet kan give en lavere ydelse og muligvis endda også et højere afdrag samtidig, kan det betale sig selv hjem på nogle nogle år. Derefter er det en besparelse for låntageren.
31. juli var fristen, hvis man som boligejer ville lægge sit lån om, så det nye lån træder i kraft 1. oktober.
/ritzau/