I disse uger myldrer unge ind på uddannelsesinstitutionerne, og knap 60 procent af de nye studerende er kvinder. Alligevel kan en i dag 20-årig kvinde se frem til, at hun som pensionist har 20 procent mindre at leve for end en jævnaldrende mand, selv om de har taget lige lange uddannelser og arbejdet gennem hele livet. Det skriver Politiken mandag.
Kvinderne vælger nemlig stadig i meget høj grad uddannelser, der fører til job i såkaldte kvindefag, f.eks. sygepleje, pædagogik og humaniora, hvor lønnen gennemsnitligt er lavere end i mandsdominerede fag.
Her bliver løn- og pensionsefterslæbet grundlagt, og uddannelsesvalget vejer dermed formentlig tungere end både barsel og nedsat tid. Det konkluderer pensionskoncernen PFA bl.a. på baggrund af data for årets optag fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.
»Vi havde faktisk forventet, at det stigende antal veluddannede kvinder, der finder det naturligt at gøre karriere, ville betyde, at de kønsmæssige forskelle på pensionen med tiden ville forsvinde. Men det holder ikke stik. De unge arver så at sige deres forældres løn og pension«, siger Carsten Holdum, forbrugerøkonom i PFA, til Politiken.
Han peger på, at f.eks. en maskinmester kan forvente at spare 3,8 mio. kr. op til pension, mens en jordemoder vil nå op på 2,5 mio. kr. Begge uddannelser tager 3,5 år.
På samme måde kan en kvindelig diplomingeniør — et fag med flest mænd — arbejde 30 timer om ugen og stadig tjene mere, end hun ville have gjort som sygeplejerske på fuld tid.
Helt nye tal fra Danmarks Statistik viser, at gabet mellem mænds og kvinders pensionsformuer ligger stabilt på omkring 20 procent for personer, der i dag er mellem 30 og 60 år. Altså også blandt de relativt nyuddannede mellem 30 og 39 år.
»Når de unge fortsætter med at vælge uddannelse, som de gør, vil kønsforskellen på cirka 20 procent bestå i hvert fald i de næste 50 år«, fastslår Carsten Holdum.
Politiken